Artikel

PKA Ejendomme får de første ejendomme i Norden certificeret med svanemærket bygningsdrift

10 februar 2025

Sygeplejerskernes Hus og PKA Ejendommes eget hovedkontor er de første bygninger i Norden, der har fået certificeret driften med Svanemærket.

2

I dag kan vi fejre en vigtig milepæl i vores arbejde med bæredygtig ejendomsdrift. Som de første i Norden har vi certificeret driften af to ejendomme med Svanemærket – Sygeplejerskernes Hus og vores hovedkontor i Skovlunde. Certificeringen er et vigtigt skridt i vores strategi om at skabe en mere ensartet, ressourceffektiv og miljøansvarlig ejendomsdrift på alle vores ejendomme.
 

PKA Ejendomme har taget de første skridt mod en mere ensartet og ressourceffektiv ejendomsdrift ved at certificere driften af boligejendommen Sygeplejerskernes Hus og vores hovedkontor i Skovlunde med Svanemærket. De to ejendomme er de første i Norden, der opnår denne certificering, og de tjener internt som pilotprojekter i vores strategi om at bygge en ensartet driftsorganisation med fokus på miljøhensyn, energieffektivitet og langsigtet værdiskabelse. Erfaringerne fra de to pilotprojekter skal danne grundlag for en bredere implementering af principperne i vores ejendomsportefølje. Planen er i første omgang at certificere yderligere 20 boligejendomme inden sommeren 2025. Dertil ønsker vi at bruge principperne i driften af alle vores ejendomme.

En naturlig forlængelse af vores strategi

Svanemærkets krav til bygningsdrift blev lanceret i oktober 2024, og certificeringen af vores to pilotejendomme er et vigtigt led i vores overordnede strategi om en langsigtet værdiforøgelse af vores investeringsejendommene.

Valget om at certificere driften af Sygeplejerskernes Hus og vores domicil på Dyregårdsvej i Skovlunde med Svanemærket er en naturlig forlængelse af vores operationelle ESG-strategi, hvor vi fra de to pilotprojekter får erfaringer med det nye initiativ. Erfaringer, som vi tager med os i vores arbejde med opbygningen af vores nye driftsorganisation, der dækker alle vores ejendomme.

Udover de to ejendomme, hvor ejendomsdriften nu er certificeret med Svanemærket har vi naturligvis andre certificeringer på porteføljen. Således er 37% af porteføljen pr. 31.12.2024 certificeret med fx DNBG, Leed, Svanemærket nybyg eller Svanemærket renovering. Men Svanemærket certificering af driften er imidlertid et helt nyt initiativ.

Fremtidssikring og værdiskabelse

Svanemærkets krav til bygningsdrift omfatter ni hovedområder, herunder energi, klimaforandringer, indeklima, vandforbrug og affaldshåndtering. For os handler certificeringen ikke kun om at reducere vores klimapåvirkning, men også om at skabe langsigtet værdi for vores beboere og erhvervskunder. Dette er også baggrunden for, at vi har valgt at certificere efter den nye ordning.

Vi ved nemlig fra beboerundersøgelser, at bæredygtighed har stor betydning for vores beboere, der har deres daglige liv i vores bygninger. Derfor er certificeringen en del af vores strategi for at tiltrække og fastholde beboere og erhvervskunder i en tid, hvor miljø- og klimahensyn spiller en afgørende rolle. Svanemærket er en anerkendt miljømærkning, som vores beboere og kunder genkender og har tillid til. Det er også med til give os en stærkere kommunikationsplatform, når vi skal formidle vores miljømæssige indsats på en måde, der er let at forstå og værdsætte.

Engagement og fællesskab

Certificeringen handler nemlig ikke kun om teknik og optimering – den handler også om at engagere vores beboere og erhvervskunder. Vi vil rulle undervisnings- og informationsmateriale ud til vores medarbejdere, beboere og kunder for at opfordre til, at alle personligt bidrager til en mere bæredygtig ejendomsdrift. Små valg i hverdagen, som brug af miljøvenlige rengøringsmidler og korrekt affaldssortering, kan have stor betydning for det samlede klimaaftryk. Her har vi som udlejer en oplagt mulighed for at tilbyde beboerunderstøtning, nudging mv., der rent faktisk kan gøre en forskel i det store billede.

Sygeplejskernes Hus Boligejendommen, Sygeplejerskernes Hus i København, er en af de to ejendomme, der er blevet certificeret i 2025. Ejendommens beboere har bl.a. modtaget en beboerpjece med konkret vejledning i at leve mere ressourceeffektivt i hverdagen.
En investering i fremtiden

At vælge svanemærket bygningsdrift er en investering i vores ejendomme, vores beboere og en mere bæredygtig fremtid. Med denne certificering tager vi et vigtigt skridt mod at skabe en mere bæredygtig og ansvarlig ejendomsforvaltning – en strategi, der ikke kun gavner miljøet, men også sikrer, at vores ejendomme forbliver attraktive og øger værdiskabelsen på lang sigt.

Vi ser nu frem til at fortsætte arbejdet med at optimere driften af vores ejendomme og udbrede Svanemærket bygningsdrift til flere ejendomme i vores portefølje. Det er imidlertid også vores håb og forventning, at vi i fremtiden måske kan certificere hele vores ejendomsdrift med organisationen eller systemet som objektet i stedet for den enkelte ejendom som objekt. På tilsvarende vis som en virksomhed, der fx ønsker at opnå en ISO 9001-certificering.

Det tror vi ikke blot vil være mere effektivt og økonomisk attraktivt for mange investorer og større driftsoperatører, men det vil også kunne flytte den grønne omstilling i ejendomsbranchen langt hurtigere.