Vores beboere og erhvervskunder er helt afgørende for PKA Ejendommes forretning. Det er derfor vigtigt for os, at du som vores leverandør og samarbejdspartner også er vores ambassadør, når du arbejder på ejendommene og møder vores beboere og erhvervskunder. Tænk på, at vores boligejendomme danner rammen om mange menneskers hjem og hverdag. Ligeledes danner vores erhvervsejendomme rammen om mange virksomheders daglige forretning. Det har vi en stor respekt for og ydmyghed omkring som udlejer.
Det forventer vi også, at du har som vores leverandør og samarbejdspartner. Vi håber derfor, at du og dine kolleger vil behandle og respektere vores beboere mindst lige så godt, som du behandler dine egne kunder.
Denne artikel indeholder vores retningslinjer for adfærd på ejendommene, og vi accepterer ikke afvigelser. Alle vores leverandører har desuden inden indgåelsen af samarbejdet underskrevet vores Code of Conduct, som bl.a. adresserer vores krav til overholdelse af lovgivning, etik, ansvarlighed, miljø og kontrol. Du kan finde denne på vores hjemmeside under Leverandører.
Denne artikel henvender sig imidlertid til dig, der i dagligdagen skal besøge og udføre opgaver for vores erhvervskunder og beboere på vores ejendomme.
Vis respekt, når du er gæst
Når du besøger vores beboere eller kunder, besøger du dem samtidig, hvor de har hjem eller driver virksomhed. Derfor forventer vi, at du vil tilpasse din adfærd til den givne situation og vise den respekt, der hører med, når man ikke bare skal udføre et stykke arbejde, men også skal agere som gæst.
- Præsenter dig selv, hvor du kommer fra, og hvad det er for en opgave, du skal løse.
- Tilbyd at tage skoene af, inden du træder ind i beboernes private hjem.
- Tag hensyn til, at kunden eller beboeren også skal kunne opholde sig i lejemålet, mens du arbejder.
- Sig pænt farvel, når du er færdig – og hvis du mod forventning ikke har mulighed for at gøre opgaven færdig, så fortæl hvorfor og giv besked om den videre proces.
Spørgsmål til ovenstående, bedes rettet til din kontaktperson hos PKA Ejendomme.